Godt at vide om hårfarvemidler - Chemicals In Our Life

Godt at vide om hårfarvemidler

Flere end 60 % af Europas kvinder og op til 10 % af mændene farver deres hår. EU er det sikreste marked i verden for hårfarvemidler. Men produkterne indeholder ikke desto mindre masser af kemikalier og kan medføre en allergisk reaktion.

Alle hårfarvemidler i EU skal opfylde kosmetiklovgivningen, der omfatter en liste over tilladte og forbudte farvestoffer. Flere end 100 hårfarvemidler betragtes som sikre og er tilladt til brug. Flere end 180 stoffer er forbudte.

Kosmetikfremstillere skal i henhold til loven sikre, at deres produkter gennemgår en videnskabelig sikkerhedsvurdering, før de markedsføres. De skal indsende vurderingen til de europæiske myndigheder via en anmeldelsesportal for kosmetiske produkter som dokumentation for, at det anvendte stof i produktet ikke udgør en helbredsrisiko. Kommissionens videnskabelige udvalg vurderer risikoen.

Forskellige hårfarvemiddeltyper

Midlertidige og halvpermanente hårfarvemidler anvendes til midlertidige farveændringer. Produkterne lægger sig som et lag på håret og vaskes ud, når du vasker dit hår med shampoo.

Permanente hårfarvemidler er resistente over for shampoo og gror ud efterhånden. Permanente farver lægger sig ikke som et lag på håret, men dannes ved en kemisk reaktion, typisk ved hjælp af hydrogenperoxid. De udgør 70 %-80 % af hårfarvemidlerne i EU.

En anden forskel afhænger af den endelige farve, som du gerne vil opnå: farvemidler, der skal gøre håret mørkere, anvender stærkere koncentrationer af kemikalier end farvemidler, der skal gøre håret lysere. Derfor udsættes du sandsynligvis for en højere mængde kemikalier med de mørke farver.

Risikoen for allergi er lavere, hvis du i stedet for alt håret kun farver dele af håret, f.eks. i striber. Det skyldes, at hårfarvemidlet er mindre i kontakt med din hud.

Forbindelse til kræft?

Den løbende forskning i brugen af hårfarvemidler og kræft har givet inkonklusive resultater. Visse epidemiologiske undersøgelser tyder på, at frisører og barberer, som er dem, der er mest eksponeret for hårfarvemidler, har en højere forekomst af blærekræft. Der er imidlertid andre undersøgelser, især i Europa, der har modsagt disse resultater. Eksempelvis har en analyse, der tog hensyn til alle de tidligere offentliggjorte undersøgelser, for nylig vist, at der ikke er nogen yderligere risiko for blærekræft ved anvendelse af personlige hårfarvemidler.

Produkter fremstillet før 1980'erne indeholdt kemikalier, der påviseligt forårsagede kræft hos dyr. Fremstillerne har siden udskiftet dem med sikrere alternativer.

Læs mere