One third of chemical products labelled incorrectly - Chemicals In Our Life

En tredjedel af alle kemiske produkter mærket forkert

Et EU-håndhævelsesprojekt viser, at 1 ud af 3 kontrollerede blandinger, såsom vaske og rengøringsmidler, ikke er korrekt mærket. Inspektionerne viste desuden, at mange yderemballager til flydende tøjvaskemidler ikke tålte gentagen brug.

Når du bruger vaske- eller rengøringsprodukter, såsom malingsfjernere, eller belægninger eller endda luftopfriskere, bruger du en blanding af forskellige kemikalier. For at du kan være sikker på, hvordan du anvender produkterne sikkert, skal de virksomheder, der fremstiller og sælger dem, anføre oplysninger om sikker anvendelse på emballagen.

Et EU-håndhævelsesprojekt med inspektører fra hele Europa har undersøgt, om disse oplysninger var korrekte og tilstrækkelige for blandinger, der er farlige. I alt blev der kontrolleret 3 391 blandinger, og der blev foretaget inspektion af 1 620 forskellige virksomheder i 29 lande.

Ikke mindre end en tredjedel af de kontrollerede blandinger var ikke mærket, som de skulle være, idet oplysningerne til forbrugerne om sikker anvendelse ikke var tilstrækkelige.

Som led i håndhævelsesprojektet kontrollerede inspektørerne også overholdelsen af kravene til emballering og mærkning af kapsler med flydende vaskemiddel. Testene viste, at 22 % af yderemballagerne ikke fungerede korrekt efter at være blevet åbnet og lukket nogle gange under anvendelse af produktet.

Virksomhederne skal klassificere blandinger, så det fremgår, hvilke farer, der er ved dem, f.eks. sundheds- og miljøfarer. 17 % af de undersøgte blandinger var ukorrekt klassificeret, hvilket kan føre til en ukorrekt etiket med advarsel om farerne ved produktet. Klassificeringen er særlig vigtig for visse stoffer, der kan have alvorlige virkninger, som f.eks. at være kræftfremkaldende, nedsætte vores evne til at få børn eller beskadige vores DNA. For 9 % af de stoffer, der blev kontrolleret i projektet, var den påkrævede harmoniserede klassificering og mærkning ikke påført.

Kontrollér altid etiketterne og fareoplysningerne på de produkter, du køber. EU håndhæver virksomhedernes forpligtelser, for at du kan stole på oplysningerne og anvende produkter med farlige blandinger sikkert, f.eks. vaske- og rengøringsmidler.