What's in a biocide? - Chemicals In Our Life

Hvad er der i et biocid?

Biocider er produkter, der bekæmper skadedyr og bakterier. For at dette kan lade sig gøre, indeholder de ofte farlige kemikalier. Hvis du vil vide, hvad der er i de biocider, du køber, og gerne vil finde de mest miljøvenlige løsninger, så prøv vores biociddatabase.

Vi bruger biocider til mange ting. F.eks. desinficerer vi hænderne på hospitalet for at undgå at sprede bakterier, og vi bruger myggemidler for at undgå ubehagelige stik.
  • Desinfektionsmidler beskytter din hud og overfladerne i dit hjem mod bakterier, gærkulturer, svamp og virus.
  • Konserveringsmidler beskytter produkter mod bakterier, gærkulturer og svamp.
  • Skadedyrsbekæmpelsesmidler beskytter dig og dit hjem mod skadedyr.
  • Andre produkter, f.eks. produkter, der beskytter både mod begroning.
 
Anvendelsen af biocidholdige produkter er reguleret i EU. Myndighederne vurderer risikoen ved at anvende et biocid, inden de beslutter, om produktet må markedsføres i EU.
 
Selv om vi er afhængige af nogle biocider, er der andre, vi kunne klare os uden eller bruge mindre af. Ved at træffe informerede valg om de biocider, vi køber og bruger, kan vi være med til at begrænse deres indvirkning på vores sundhed og miljøet.

Søg efter biocidholdige produkter

Tag et biocid, f.eks. et desinficeringsmiddel til hænderne, et toiletrensemiddel eller et myggemiddel, og indtast navnet i søgefeltet i ECHA's database over biocidholdige produkter. Her kan du finde ud af, hvor i EU produktet er godkendt, hvad hovedingredienserne er, og hvordan det anvendes sikkert. Du vil også kunne se de nationale myndigheders vurdering af de mulige risici ved produktet for mennesker, dyr og miljøet.

Sammenlign produkter

Oplysningerne i ECHA-databasen kan hjælpe dig med at finde produkter med en gunstigere profil for sundheden og miljøet. Hvis du f.eks. vil finde det mindst skadelige desinfektionsmiddel, kan du foretage en søgning i produkttypen "desinfektionsmidler" og vælge op til fire produkter at sammenligne. Du vil kunne se, om nogen af produkterne indeholder et aktivt stof, der betragtes som mindre skadeligt, eller om produkterne indeholder aktive stoffer, der betragtes som kandidater til substitution, eller nogen problematiske stoffer.

Hvis du er interesseret i at købe et myggemiddel, kan du søge i databasen på ordet "myg" for at finde de produkter, der i øjeblikket er godkendt på EU's marked som myggemidler. Hvis du kun vil vide, hvilke produkter der er tilladt i dit eget land, kan du søge efter markedsområde.

Er der et produkt, du ikke kan finde?

Databasen indeholder oplysninger om de biocidholdige produkter, der er godkendt i EU. Hvis der er et produkt, du ikke kan finde, er det sandsynligvis fordi, enten produktet eller det aktive stof stadig vurderes af myndighederne. Alle biocidholdige produkter og aktive stoffer vurderes, før de bliver tilladt på EU's marked — en undtagelse er dog produkter, der kom på markedet før år 2000, da disse fortsat kan sælges, mens de aktive stoffer er under evaluering.

Video

Læs mere